Åbent i dag
10.00 - 17.30

Citysommerjazz Bourbon Street Jazz Band 12-15

Herning City inviterer til City sommerjazz, for alle der har lyst til en lørdag middag i jazzens stemning.
Denne lørdag er det Bourbon Street Jazzband, der kommer og spiller. Arrangementet er stablet på benene i samarbejde med Brdr. Price og Cafe Dyrbys.

Bourbon Street Jazzband
De unge herning-drenge, der i 1956 dannede Bourbon Street Jazzband, drømte ikke om, at deres nye hobby skulle blive en langtidsholdbar succes.
Så holdbar, at orkestret, i 2006 fejrede sit 50 års jæbilæum. Gennem alle årene har Bourbon Street Jazzband blandet sig med toppen af dansk jazz. Det er blevet til foreløbig 10 udgivelser, samt rejser til festivaler i Europa, Amerika, Afrika og Asien. Den faste bastion har i mange år været Silkeborg, og orkestret var da også fødselshjælpere for ”Riverboat Jazzfestival”, og har optrådt på denne hvert eneste år siden begyndelsen.

Bourbon Street Jazzband spiller traditionel jazz, boogie-woogie og swing i en meget udadvendt og dansebar stil, krydret med flotte blæserarrangementer, en medrivende rytmegruppe og gode vokaler, hvilket kan høres på de indtil videre 10 udgivelser.

Gæstesolister gennem årene

Det er blevet til samarbejde med mange af jazzens store navne. Vi nævner i flæng: Al Grey, Mr. Acker Bilk, Monty Sunshine, Roy Williams, Leroy Jones, Jacques Gauthé, Sammy Rimington, Fiona Duncan, Johnny Boston, Sarah Spencer, John Defferary, Klaes Lindquist, og fra Danmark Daimi, Jesper Thilo, Niels Flipper Stuart og Otto Brandenburg.

”Orkesteret er meget professionelt og spiller med en indlevelse som sjældent opleves i Danmark.” www.aarhusjazz.dk (2004)

Hvem spiller hvad- og hvor længe?

Gerhard Ellerbæk: Kornet (siden 1956)

Kurt Heegaard Jacobsen: Banjo, tenorguitar og vokal (siden 1956)

Per Jegbjerg: Trækbasun, ventilbasun og arrangementer (siden 1978)

Finn Odderskov: Klarinet og saxofoner, vokal (siden 1997)

Kim Nedergaard: Piano, vokal (siden 1980)

Jørgen Nielsen: Kontrabas (siden 1988)

Heine ”Hot” Poulsen: Trommer (siden 2002)